Så fat det dog: Vi er alle sammen curlingforældre. Alle forældre kaster med sten og fejer med koste

I årevis efter hentede min mor mit vasketøj og bragte det rent og nystrøget tilbage. Og jeg var nok omkring 31, før min mor holdt op med at give mig til en taxa hjem, når jeg besøgte mine forældre – og hun accepterede ikke et nej tak.

Heldigvis havde ingen opfundet det fikse begreb curlingbarn i 1982, så det prædikat slap jeg for. Nu er curlingbørn og deres fejende forældre alle vegne, hvis man skal tro medierne.

De plager universitetslærere på deres børns vegne, praler af deres børns 12-taller på Facebook, det er deres skyld, at de unge ikke rydder op efter sig på Roskilde Festivalen, de er årsag til dovne børn, inkompetente børn, angste børn, pjækkende teenagere …

Og – tilsyneladende værst af alt – de kører deres børn til Roskilde Festival. Hvor overbeskyttende har forældre lov til at være? Hvis ungerne ikke er kloge nok til at købe en togbillet, er de heller ikke kloge nok til at overleve Roskilde.

Selv kunne jeg ikke drømme om at køre mine børn til noget som helst og da slet ikke Roskilde Festival. Fordi jeg ikke har kørekort.

På trods af denne lavpraktiske årsag kunne jeg, hvis jeg ville, med hovedet bekymret på skrå og slet skjult selvfedme, kalde de forældre, der gør det, for curlingforældre.

For dem, vi kalder curlingforældre, er jo bare dem, der gør noget andet for deres børn, end vi selv gør.

Jeg har i de 16 år, jeg har haft skolebørn i hjemmet, aldrig tilbudt at hjælpe nogen af dem med lektierne – jeg har ikke engang spurgt, om de har lavet dem. Så jeg er mildt forundret over de forældre, der bruger en time om dagen på at regne 2 + 2 med deres aldeles normalt begavede børn.

Til gengæld vil de nok himle med øjnene, hvis jeg fortæller dem, at jeg stadig smører madpakke for min 11-årige.

At hæfte curlingprædikatet på andre er bare endnu et kort i forældrepokerspillet om at blive set som (og vel helst også være) de perfekte forældre til perfekte børn. Som bekendt er det altid naboens børn, der trænger til opdragelse.

Vores egne er vidunderligt velopdragne, men man har jo ligesom brug for nogle lede unger som kontrast, så det er tydeligt, at det er vores overlegne forældreskab og ikke bare børns iboende venlighed, der er den afgørende faktor.

Alle forældre er curlingforældre. For sandheden er, at alle forældre kaster med sten og fejer med koste for deres børn. Hvad fanden skulle ungerne ellers bruge os til?

Men vi fejer med forskellige koste og kaster med forskellige sten, fordi børn er forskellige. Nogle børn er forsigtige og skal hjælpes mere og skubbes sjældent og blidt, andre er selvkørende og koger deres havregrød selv, fra de smider sutten.

Forældre kender deres børn, kender deres styrker og svagheder og ved derfor, hvor de skal kaste sten, og hvornår de skal hive kosten frem. Og alle forældre snotforkæler nogle gange deres børn af ren skær glæde over, at vi har dem. Og fordi det føles dejligt at gøre sit barn overlykkelig, og det er der ikke noget galt med.

Vi kan alle have brug for at score et par billige point af og til. De fleste af os er også mere tungnemme end vores børn og bliver ved at give dem penge til en taxa hjem, længere end de behøver.

Gode børn siger ja tak, fordi de ved, at det gør deres gamle forældre trygge. Nå ja, og fordi de gerne vil have pengene, så de i smug kan gå hjem ad mørke, farlige veje og i stedet bruge pengene på at købe en billet til Roskilde Festival. Win-win for alle involverede.

Sådan har det altid været, og de fleste børn overlever fint og bliver til gode borgere og fejlfri forældre til fejlfri børn. Hvis vi selv skal sige det.

Så lad os dog indse, at vi alle er curlingforældre og curlingbørn, og at det derfor er banalt og overflødigt at slå hinanden i hovedet med det.