Luk skuffen, forældre og opdrag jeres unger.

Kommentar: Sandheden om folkeskolen er også, at vores børn er mindst lige så uopdragne som vi selv er

Godt man ikke er skolelærer. Lige i øjeblikket må det være lidt som at være hele Danmarks fodbolddommer. Alle har en mening om én. Alle er meget kloge. Og alle er sure.

Bevares, der findes også dårlige skolelærere. Som mange andre steder i det offentlige er der store problemer med at finde god og konsekvent ledelse. Og det er stadig umanerligt vanskeligt at fyre en skolelærer, der ikke er god nok. Men af de mange skolelærere, jeg har mødt gennem mine to børns skolegang, har de fleste været dygtige, engagerede og – som det allervigtigste – været i stand til at se den enkelte elev.

Hvad der derimod ikke imponerer, er den respekt, som forældrene rundt i landet viser skolen. Vi sender vores børn op ad trappen fem minutter efter, at det har ringet ind og ser ud som om vi er ligeglade. Vi ringer til dem midt i timen, fordi det lige passer os. Vi tjekker kl. 7.30 om morgenen, om de nu har lavet lektier.

Når lærerne så har brugt et år på at lappe det hele sammen og rydde op i det rod, som vores manglende respekt efterlader, så finder vi ud af, at vores unger læser for dårligt, hvorefter vi går i Pisa-panik og flytter ungerne til en privatskole. I stedet for at tage et ansvar selv.

Vi, der formentlig går under betegnelsen ‘ressourcestærke forældre’ går op i, om vores guldklumper nu bliver udfordret på Niels Bohr-niveau som de bedste i klassen i stedet for at lære vores unger, at de også godt må tage sig af de mindre stærke elever i klassen.

Det handler nemlig ikke kun om uddannelse. Det handler også om dannelse. Om at være ordentlige mennesker. Her kan skolen gøre meget. Men aldrig så meget, som vi forældre kan, hvis vi påtager os det rigtige ansvar. Det handler om at tage skolen alvorligt. Om at tage vores børn alvorligt, og det gør vi ikke ved at pakke dem ind, men ved at lære dem respekten for skolen, respekten for lærere og respekten for andre elever. Og ikke mindst respekten for den læring, de er midt i. Det er i virkeligheden den største kærlighed, vi kan give dem i deres dannelsesrejse.

Jeg nævnte for nylig, hvordan danske elever truer læreren med ‘jeg siger det til min mor’, når der var konflikt. Ikke omvendt. Underforstået: Mor ringer og skælder læreren ud om aftenen. Er det så så underligt, at den konfliktsky lærer siger ‘fint’, når ungerne hverken kan placere Singapore, Silkeborg eller Siberien på et kort.

Vi kunne også tage en pause fra skorpion-piskningen af os selv efter Kina-modellen og prøve at finde ind til de værdier, som ligger i dansk historie og dansk kultur. Vi har Grundtvig. Vi har vores humor. Vi er produkter af et velfærdssamfund, som giver os et kulturelt særkende. Jo mere vi fra nu af går i nationalt selvsvingende mindreværd og måler os mod Kina og Singapore i stedet for at finde ind til det, vi er bedst til, jo mindre kultur vil der være tilbage.

Nu harcellerer vi så over, at aktivitetstimer betyder en skoledag til efter 14. Og en del af os har aldrig hentet ungerne før 16 alligevel.

Så kære forældre. Tag jer sammen. Elsk jeres børn rigtigt ved at give dem dannelse. Så kan lærerne lave bedre uddannelse.