Curlingbørn er for tabere. Bowlingebørn er det nye sort

Efter et foredrag for nylig fik jeg spørgsmålet: “Har dine børn pligter derhjemme?”

Jeg tror på, at børn føler sig som en større del af familien, når de bidrager til familien. Jeg tror på, at børn har en stolthed i at være nyttige, fuldstændig som mig selv. Jeg har faktisk også tit brug for en hjælpende hånd, til at tømme opvaskemaskine, gå ned med skrald, dække bord eller løbe på tanken efter den fordømte manglende liter mælk til morgenmaden. Jeg sætter pris på det, det er altid rart at blive sat pris på, også for børn. Det kan også senere i livet, vise sig praktisk for børn, at være i stand til at tilberede et ordentligt måltid mad.

Til et forældremøde i min søns klasse for et par år siden, diskuterede vi børns pligter. En far mente, at det er meget kompliceret at være barn idag. At børnene skal forholde sig til mange flere ting end vi skulle, da vi var børn. At det er krævende for dem, at de derfor ikke magter mere, underforstået faste pligter. De havde ifølge ham, brug for tid og ro til at definere hvem de selv er. Uenig. Jeg tror, at børn i høj grad definerer sig selv ud fra, hvad de kan. At det opbygger dem at være selvstændige. Hjælpeløshed bidrager ikke i det regnestykke.

Jeg tror at vores generations “privilligerede”, er ved at opfostre næste generations umuliusser. Vores børn kan jo “ingenting”. Vi kører dem fra Herodes til Pilatus og tilbage igen, hvis VI har glemt madpakken til dem. Hvad kommer der ud af det? Jeg bliver SINDSYG, når jeg bliver ekspederet af en søvnig bumset UMULIUS i en kiosk, som skal bruge en lommeregner for at regne ud hvad “100 kr over beløbet” er. Jeg får ind i mellem ansøgninger fra praktikanter, hvor forældrene har skrevet dem, de forsøger ikke engang at skjule det: “Jeg tillader mig at skrive på min søns vegne”. STOOOOOP!!! Du er ved at underminere din søns muligheder for nogensinde at få hår på brystet!

Ud i keglerne med dem Curlingbørn er for tabere. Bowlingebørn er det nye sort. Ud i keglerne med dem. Jeg står selvfølgelig klar med plaster og kærlighed. Skærmer jeg mine børn, ved ikke at lære dem at håndtere modstand, konflikt, nedtur og kaos? Jeg vil meget hellere ruste mine børn til at klare sig selv, også når himlen ramler ned i hovedet på dem – for det kommer til at ske. Jeg ønsker hellere at lære dem at kæmpe for deres drømme, bede om hjælp, vide at verden ikke er retfærdig. Planen er jo sådan set at de engang skal flyve fra reden.